Ekspert

Ekspert, både fagligt og personligt

 

 

af ̊ Kristine Bindslev

 

Dorthe Wiklund, bandagist og benprotesebruger fortæller om knæled.

 

”Med mit første computerknæ turde jeg endelig bære rundt på mit 2-årige barn”, siger Dorthe Wiklund.

Dorthe Wiklund havde indtil da været for bange for at falde med barnet i favnen med det mekaniske knæ.

”C-leg og Genium gør, at jeg ikke længere er bange for at falde”, siger Dorthe Wiklund.

Og når det gælder knæ og stabilitet ved hun, hvad hun taler om. Intet mindre end 8 knæled har Dorthe prøvet gennem sit liv. Med et medfødt handicap, hvor underbenet manglede, fik Dorthe allerede som 9 måneder gammel sin første protese, og sidenhen er den nu 34-årige Dorthe blevet bandagist.

 

Brug din bandagist 100 %!

Der er sket en rivende udvikling inden for knæled. Moderne teknologi har i dag gjort det muligt at gå på trapper, dyrke sport og klare hverdagsaktiviteter med proteser.

”Men det vil altid være en individuel afgørelse, hvilket knæled den enkelte har mest glæde af”, siger Dorthe Wiklund. Udtalelsen får hende i samme moment til at slå fast, at hvis ikke du er tilfreds med din bandagist, så skift vedkommende ud.

”Vores hverdag skal fungere, så mit råd er at vælge en bandagist, du kan mærke, vil hjælpe dig. Det er jo det, vi er til for”, siger Dorthe, som er bandagist hos Sahva Syddanmark.

 

Det kloge knæ tager trapper og stiger

Det er langt fra alle, der vil have glæde af et Genium-knæ. Måske har du slet ikke plads til et. Afhængigt af bygningshøjden og længden på stumpen vil et Genium-knæ måske være en mulighed. Tal med din bandagist, om du vil have glæde af det, og om det overhovedet kan lade sig gøre.

 

Genium-knæet er tungere end et mekanisk knæ. Så er du i forvejen svækket, er det måske for tungt. Det kræver også meget mere af din fysik og kognitive evner, da man med Genium-knæet er tvunget til at bruge andre muskelgrupper end normalt.

Pludselig er man tvunget til at bruge sin stump, lår- og ballemuskler, siger Dorthe Wiklund. Dorthe forklarer, at mekaniske knæled har det med at få brugeren til at anvende bækkenet og ryggen, selvom det ikke altid er lige hensigtsmæssigt.

 

Drømmer du om et Geniumknæ

Drømmer du om et Genium-knæ, skal du søge bevilling hos din kommune, bered dig på tålmodighed og hav argumenterne i orden ifølge Dorthe Wiklund.

”Det er mit indtryk, at det kun er dem, der er aktive på arbejdsmarkedet, som får tildelt et Genium-knæ. Alle andre kan godt skyde en hvid pil efter det”, siger Dorthe.

Er du så heldig at få det bevilliget, er det er ligeledes vigtigt, at du hurtigst muligt kommer i et træningsforløb, idet Genium-knæet som sagt stiller helt andre krav til din gang end det mekaniske knæ.

Dorthe, som fik sit Genium-knæ i oktober 2013, sørgede også for at få et fysioterapiforløb på Kolding Sygehus. I dag træner hun 1 1⁄2 time 2-3 gange om ugen.

”Jeg har så heller aldrig brugt min stump, så jeg skal virkelig have vækket nogle ubrugte muskler til live”, siger Dorthe Wiklund. Dorthe advarer ligeledes om den mentale omvæltning, det er at få nyt knæled: ”Pas på, du ikke bygger for store forventninger op. Knæet kan jo aldrig gå for dig, det skal du selv gøre”, siger Dorthe Wiklund. Man skal være med fysisk og kognitivt for at få glæde af Genium-knæet. Og uanset hvilke nyt knæ du får, kræver det altid en tilvænning. ”Sørg for et gangtræningsforløb, det er alfa omega for forløbet”, siger Dorthe Wiklund.

 

Kommunal beslutning laver benspænd

Før i tiden kunne bandagisterne tilbyde en vigtig tre måneders service, så man kunne følge op på det nye knæled. Men kommunerne presser i pris. At det er kroner og ører, der bestemmer alting, ses også i kraft af, at nu til dags skal man have en bevilling i hånden, før man kan få nye hjælpemidler. ”Det betyder i værste fald, at vi skal vente i månedsvis på at få en normal hverdag, hvor vi atter kan gøre som vi plejer”, siger Dorthe Wiklund, der har tabt sig 20 kilo, og som stadig venter på et nyt hylster. ”Det burde man få med det samme og så søge bevilling efterfølgende”.

 

Knæleddet

Læs også artiklen ”Du mangler et knæ” om forskellige knætyper, du kan diskutere med din bandagist.

En benprotese bliver samlet af forskellige komponenter. Særligt knæleddet er en afgørende del af protesen for personer, der er amputeret over eller igennem knæet. Knæled kan deles ind i fem forskellige typer, som indenfor hver type omfatter en lang række variationer.

 

Fagre nye verden præsenterer Genium-knæet

I et computerknæ sidder en mikroprocessor, der styrer knæet til perfektion. Hvert enkelt knæ bliver programmeret til sin specifikke bruger. Det både styrer og tilpasser sig alle situationer, så personen ikke skal tænke over de forskellige typer underlag og terræn, personen bevæger sig på.

Computerknæet sørger for eksempel for, at benprotesen bevæger sig med naturlige skridt op ad trappen.

Det er dog ikke alle, som har lige stor glæde af computerknæet.

Hvis en person før amputationen var dårligt gående, nytter det ikke noget at forsyne ham eller hende med en højaktiv benprotese. Det samme er gældende, hvis personen ikke er tryg ved, eller stærk nok, til at udnytte det. Knæet er nemlig forholdsvist tungt i forhold til øvrige knæ-typer.

Der findes derfor benproteser med enten låst knæ, som udløses med en snor, frileddet knæ, der er løst, men med en mekanisk frembringer, og olie- eller luftstyret knæ, der styres med en pumpe.

 

Hvordan bliver man bandagist

En bandagist er en, som hjælper mennesker, der er ramt af medfødte eller erhvervede funktionsnedsættelser. Under uddannelsen lærer bandagisten bl.a. at designe og fremstille proteser, bandager og andre hjælpemidler.

Den 3-årige bacheloruddannelse foregår på Hälsohögskolan i Jönköping, Sverige.

Bandagisterne bliver undervist i værkstedsfag og får desuden viden om sundhedsfaglige og tekniske fag.

Den praktiske erfaring får bandagisten gennem to års turnustjeneste.

Amputationsforeningen

A. P. Møllers Allé 39 A

2791 Dragør


 CVR-nr: 35310096 

betalingskort.png

© 2012- 2019 -  Amputationsforeningen