Jeg er så glad for min cykel

Af Dorthe Aurvig

 

Vi har altid cyklet meget. Til og fra arbejde, i ferierne, sommer og vinter. Der er løbet nogle kilomenter under hjulene igennem årene, for vi cyklede omkring 20 kilometer om dagen om vinteren og op til det dobbelte om sommeren, når vi boede i vores elskede kolonihave i Ballerup. Behøver vi at sige, at vi aldrig har haft bil?

I disse dage for to år siden blev Jørgen amputeret over knæet på højre ben. Han var da 67 år gammel. Da han på hospitalet blev spurgt, hvad han gerne ville kunne fremover, havde han kun to ønsker: at kunne komme ud i kolonihaven og at kunne cykle igen.

Det var ikke let at overbevise bandagisten om Jørgens sædvanlige aktivitetsniveau.
Faktisk var det umuligt.

Gladsaxe kommune var langt mere lydhør.

Det var ikke let at overbevise bandagisten om Jørgens sædvanlige aktivitetsniveau. Faktisk var det umuligt. Gladsaxe Kommune var langt mere lydhør og forstående overfor, hvad der skulle til for at nå så langt. På baggrund af en mere detaljeret liste over, hvad de to simple mål indebar, fik vi en konstruktiv dialog med kommunen, personalet på genoptræningscenter Gladsaxe og vores nye bandagist, Sahva.

 

At kunne cykle igen i det omfang, vi havde gjort før, forudsatte et proteseknæ, der har en ”cykelmode”, hvor knæet svinger frit. Det har det C-Leg, som Jørgen fik bevilget. Det har andre gode egenskaber, som hjælper ham i dagligdagen og gør det muligt at deltage i de mange aktiviteter, der er forbundet med at vedligeholde og passe en kolonihave. En anden forudsætning var en cykel, som passede til ham. Igen var Gladsaxe Kommune behjælpelige. Jørgen prøvede to forskellige trehjulede cykler, som var helt umulige for ham at styre.

 

Den tredje sad til gengæld lige i skabet fra første sekund. Det er en Disco Pedelec cykel med tre hjul:
http://www.pfmobility.dk/DISCO-Pedelec--Direct-Power

Den kan ikke køre selv, man er nødt til at træde i pedalerne; men man får hjælp af batteriet – hvor meget bestemmer man selv. Jo mere hjælp, desto kortere kan man køre og omvendt.

Først skulle Jørgen lære at gå igen, siden kom cyklen, som han fik i starten af april 2014. I midten af februar 2015 havde han kørt 2.000 kilometer på den!

 

Det er ikke for meget sagt, at protesen og cyklen i forening har givet os den frihed igen, som forsvandt ved amputationen. Først skulle Jørgen lære at gå igen, siden kom cyklen, som han fik i starten af april 2014. I midten af februar 2015 havde han kørt 2.000 kilometer på den! Vi har tilkøbt en særlig bagagebærer – en ramme, hvori man sætter en helt almindelig klapkasse. Vi har næsten altid klapkassen med, for den kan rumme det mest utrolige.

 

Sidste sommer brugte vi cyklerne til at køre sammensparede mængder af affald på genbrugspladsen: gamle malerbøtter, en trehjulet cykel og en græsslåmaskine for at nævne nogle få. Ved enkelte lejligheder har Jørgen transporteret andet, som blev fastgjort til rammen med elastikker. På den måde kørte han f.eks. selv sin kørestol de 14 kilometer fra kolonihaven til hjemadressen, da havesæsonen var slut.

 

 

Som regel følges vi ad i byen, men Jørgen kan sagtens købe ind alene.

 

 

Jørgen bruger cyklen næsten hver dag. Han elsker at cykle, for kroppen bevæger sig og føles, som den gjorde før. Han føler sig ikke handicappet, når han kører på den. Vi lægger tit en køretur ind i vores indkøbstur for motionens skyld. Vi kommer på den måde igennem kvarterer og handler i butikker, som vi aldrig har været i før. Nye oplevelser og to til at udpege det sjove, spændende, anderledes og fremspirende.

 

 

Vi elsker at få vind i håret, sol på kinderne og regn i ansigtet.

 

 

Afhængig af bredden på cykelstien taler vi også sammen undervejs; men holder naturligvis øje med den bagfra kommende trafik imens. Jørgen har medvind på cykelstien, Dorthe har rugbrødsmotor. Vi har den regel, at den, der kører langsomst, kører forrest. Det fungerer fint og varierer lidt, hvem der ligger i front.

 

Som regel følges vi ad i byen, men Jørgen kan sagtens købe ind alene. Så parkerer han cyklen lige uden for indgangen til supermarkedet, tager en indkøbsvogn, klarer indkøbene, læsser dem på cyklen og bærer dem tre etager op til vores lejlighed i en stor rygsæk.

 

 

”Aiii, en smart cykel!” Det udråb har vi hørt mange gange.

 

En uventet bonus er de mange snakke, vi får med folk. Cyklen er usædvanlig og påkalder sig interesse fra både børn og voksne. Ældre mennesker kan se sig selv køre rundt på sådan en, når de skal skille sig af med bilen, og børn synes, den er supersmart. ”Aiii, en smart cykel!” Det udråb har vi hørt mange gange.

 

Vi elsker vores cykler, elsker at få vind i håret, sol på kinderne og regn i ansigtet. Vi elsker oplevelserne - for man ser og hører meget mere fra en cykel. Men mest af alt elsker vi nok uafhængigheden. Det, at man selv kan bestemme, hvor og hvornår man vil af sted, og hvor man vil standse undervejs. Det, at man kan være impulsiv og følge en pludselig indskydelse. Det er guld værd!

 

Følgende citat fra Facebook i september 2014 siger vist det hele: ”Så fredag middag ved Herlev bymidte en herre komme med fuld skrue på sin trehjulede cykel, med to stokke bagved som antenner og kasketten trykket godt ned i panden for at skærme mod vinden. Nåede lige at tænke: “Det kunne ha` været Jørgen det der”, da det gik op for mig - at det VAR Jørgen det der. Nåede hverken at råbe hej eller noget, så var cykelentusiasten over alle bjerge.”

 

Jørgen & Dorthe Aurvig

Amputationsforeningen

A. P. Møllers Allé 39 A

2791 Dragør


 CVR-nr: 35310096 

betalingskort.png

© 2012- 2019 -  Amputationsforeningen