Kommunen bestemmer

Kommunen bestemmer hvordan vi skal gå

 

Af Elisabet Sinding, bækkenamputeret siden 2007.

 

Jeg er udmærket klar over, at Riget fattes penge, at kommunerne skal spare og at indkøb af proteser er udbudspligtige. I modsætning til rigtig mange andre indkøb kommunerne foretager, er der her tale om individuelt fremstillede hjælpemidler, som er fremstillet til os som amputerede – og kun os. Kommunerne køber dermed ind for os og til os uden hensyntagen til de i Serviceloven beskrevne kriterier, da kommunerne lader prisen være den altdominerende faktor.

En protese er for os protesebrugere en rigtig legemsdel, i hvert fald i den ideelle verden. Jeg anstrenger mig for hele tiden at betragte min protese som mit rigtige ben. Jeg tager mit ben på om morgenen, så jeg ligesom de fleste andre mennesker har to ben. Min protese er ikke noget jeg kun tager på ved festlige lejligheder, eller tager af, straks jeg kommer indenfor hjemmets fire vægge. Jeg tager først benet af, når jeg går i seng om aftenen.

 

Bandagisten er Gud
En velfungerende protese, som man kan have på hele dagen, kræver et tæt samarbejde mellem den amputerede og bandagisten. Jeg vil gå så vidt som til at skrive, at jeg betragter min bandagist som Gud! Vi har et tæt samarbejde og løbende kontakt. Jeg forsøger hele tiden at komme til at gå bedre, og bandagisten skruer og skruer med den uundværlige umbracco-nøgle og justerer mit C-leg på sin computer.

Det er nødvendigt at have et nært og fortroligt samarbejde mellem den amputerede og bandagisten, hvis protesen skal blive god. Protesen skal bruges og ikke stå i skabet. Derfor er det stærkt foruroligende, at flere og flere kommuner ikke mere umiddelbart accepterer den bandagist den amputerede ønsker at benytte og måske har haft i mange år. Flere og flere kommuner anvender leverandøraftaler, som skal benyttes, og det sidste skud på stammen er, at kommunen foretager en udbudsforretning og sammenligner denne med kommunens leverandøraftale.

Vi amputerede fjernes mere og mere fra de bandagister, vi kender, og overlades til nye bandagister.

 

Kommunerne har magten
Pr. 1. januar 2007 fik kommunerne det fulde myndighedsansvar på handicapområdet og skal finansiere alle ydelser på området. Vi amputerede søger som udgangspunkt om hjælpemidler hos kommunen. At ansvaret entydigt er hos kommunerne betyder, at de er indgangen og de eneste, der kan visitere til tilbud og ydelser til amputerede.

 

Særligt personlige hjælpemidler
Kommunerne er underlagt Lov om social service (Serviceloven). Der er i loven delvist frit valg af hjælpemidler. Brugerne kan selv vælge hjælpemiddel, når det drejer sig om ’særligt personlige hjælpemidler’. Disse omfatter bl.a. arm- og benproteser. De særligt personlige hjælpemidler er opridset i bekendtgørelse af lov om social service[i] § 112, stk. 3.

§ 112. Kommunalbestyrelsen skal yde støtte til hjælpemidler til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, når hjælpemidlet:

  • i væsentlig grad kan afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne

  • i væsentlig grad kan lette den daglige tilværelse i hjemmet eller

  • er nødvendigt for, at den pågældende kan udøve et erhverv

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan bestemme, at et hjælpemiddel skal leveres af bestemte leverandører. I forbindelse med kommunalbestyrelsens indgåelse af leverandøraftaler inddrages repræsentanter for brugerne ved udarbejdelse af kravspecifikationerne.

Stk. 3. Ansøgeren kan vælge leverandør af hjælpemidler, jf. dog

stk. 4. Hvis kommunalbestyrelsen har indgået en leverandøraftale og ansøgeren ønsker at benytte en anden leverandør end den, som kommunalbestyrelsen har indgået leverandøraftale med, indkøber ansøgeren selv hjælpemidlet og får udgifterne hertil refunderet, dog højst med et beløb svarende til den pris, kommunen kunne have erhvervet hjælpemidlet til hos sin leverandør.

 

Hvordan forvalter kommunerne deres magt?
Kommunerne skal efter serviceloven købe eller give tilskud til det hjælpemiddel, der vurderes at være bedst egnet og billigst. Desværre ser vi ofte, at prisen er den altafgørende faktor og at der i mindre grad vurderes ud fra hensyn til behov, kvalitet, driftsikkerhed, betjeningssikkerhed og servicemuligheder.

Der er tre kommunale modeller. De er her nummereret efter graden af den amputeredes ønsker:

  • Den amputerede vælger selv sin bandagist og kommunen betaler bandagistens regning

  • Den amputerede får af kommunen at vide, at en bestemt bandagist, som kommunen har indgået leverandøraftale med, skal benyttes.

  • Kommunen indhenter tilbud fra forskellige leverandører og sammenligner – oftest på pris

 

Frivalg
Den første model er den bedste model for os amputerede. Desværre fravælger flere og flere kommuner denne model.

 

Leverandøraftale
Den anden model er en meget almindelig model i kommunerne. I den kommune jeg selv bor i, Gentofte Kommune, er man begyndt at benytte denne model. Det betød, at jeg, da jeg skulle have mit sidste ben fik at vide, at jeg skulle benytte en bandagist i Hillerød. Der er ca. 40 km. mellem mit hjem i Gentofte og Hillerød. Min bandagist indtil nu ligger 4 km. fra min bolig. Jeg kan selvfølgelig beholde min bandagist og så betale den eventuelle forskel i pris, jfn. § 112, stk. 4. Men det har jeg ikke økonomisk mulighed for.

 

Udbudsforretning
Den tredje model er ved at vinde indpas i kommunerne. Den er, efter min mening, en meget dårligere model end model 2 for os amputerede. Her er ikke tale om ”bedst egnet og billigst”, her er kun tale om ”billigst”.

Det foregår på den måde, at kommunen beder (mindst) to forskellige bandagister om at give et bud på hvilken protese den amputerede har brug for. Her er der tale om en individuel vurdering fra dels den bandagist, som man har haft et tæt forhold til gennem længere tid, og dels en helt ukendt bandagist som ikke kender til tidligere problematikker, behov og ønsker.

 

Prisen er afgørende
Er man nyamputeret er det i den grad prisen, som bliver afgørende. To forskellige bandagister vurderer måske ikke ens, har forskellig baggrund for at vælge komponenter, har ikke samme forhold til fysioterapeuten som kender det aktuelle funktionsniveau og som måske har en formodning om, hvad der kan opnås med en protese. Der vurderes dermed på forskellige baggrunde, og når kommunen skal vælge leverandør er det oftest ud fra en sammenligning af prisen og ikke komponent for komponent.

 

Jeg har selv prøvet flere knæledstyper, ankelled og fødder gennem min karriere som amputeret. – og der er stor forskel på hvordan jeg bliver hjulpet af forskellige komponenter. Dermed ikke sagt, at det altid er de dyreste komponenter som hjælper mig bedst – men at der ER forskel. Det er her værdien af, at frekventere den samme bandagist hver gang, er stor. Vedkommende ved præcis hvad der er afprøvet, hvad der har fungeret godt og hvad der har fungeret mindre godt.

 

Jeg vil gerne sætte spørgsmålstegn ved, hvor meget kommunerne reelt kan spare på at udbyde et så relativt lille område, når regningen skal gøres op i sidste ende. Her tænker jeg specielt på indkøbsproceduren og en mere kompleks sagsbehandling.

 

Er området overhovedet udbuds-egnet ?

Har vi protesebrugere reelt et frit valg? Eller er lovens fritvalgsordning kun for dem med et meget stort økonomisk overskud og efterlader os andre med det vi kan få?

 

[i] Bekendtgørelse af Lov om social service. Socialministeriet: nr. 26 af 20.08.2011.

Amputationsforeningen

Frydenlundsvej 30, bygning E
2950 Vedbæk
 CVR-nr: 35310096 

betalingskort.png

© 2012- 2019 -  Amputationsforeningen